To mænd sigtet for grov vold og besiddelse af våben i Brabrand

Natten mellem den 28-29 januar opstod der uroligheder i Brabrand. Der blev affyret skud, hvor en person blev ramt, flere biler blev bevidst påkørt og slagsmål udbrød. I den sammenhæng var to mænd tiltalt for grov vold og besiddelse af våben.

af Mikkel Jensen

Onsdag, 21. november var der indkaldt til første del af vidneforklaringer. En sag som fik stor opmærksomhed fra politiet, der var repræsenteret med over 7 betjente, som skulle sikre at retssagen forløb som den skulle.

”Du skal holde din kæft din hund”, sådan lyder svaret fra den ene af de tiltalte til politiet, da han blev bedt om ikke at snakke med de pårørende på arabisk. Stemningen er tydeligt præget af, at der er tale om en bandesag.

Det første vidne er en kvinde, som bor ved den parkeringsplads, hvor episoden fandt sted. Hun har frabedt sig, de tiltaltes tilstedeværelse i retten, mens hun vidner. Hun forklarer, hvordan hun så biler brage mod hinanden, hætteklædte mænd der slås og råber skældsord på arabisk, samt lyden af affyret skud. Men personen har ikke set pistolen.

De to tiltalte bliver fulgt tilbage til retssalen iført håndjern af politiet. Med store smil på læberne og et par løft med øjenbrynene udviser de stort overskud til de mange pårørende, som har fundet sted i retten.

Næste vidne er en bekendt til de tiltalte og bor også i området. Hans forklaring er på mange måder enslydende med det første vidne. Vidnet påpeger dog, at havde set en pistol, som sigtede mod en gruppe mennesker. Ikke for at ramme, indskyder han dog. Og det store antal mennesker på gaden en søndag nat forklarer han med ”Brabrand er jo kendt for, at når der sker noget, så der mange som kommer og kigger på”.

Forsvarerens eneste spørgsmål til vidnet var, om personen har set nogen på krykker. Det har han ikke. Det er vigtigt, da den ene var opereret kort inden episoden og derfor på krykker. Han halter stadigvæk i retssalen knap 10 måneder senere.

Det efterfølgende vidne, er et vidne som ikke tidligere turde stille op. Hun havde også frabedt sig de tiltaltes overværelse i retten. Vidnet gentog sætningen, ”det kan jeg ikke huske” på langt de fleste spørgsmål og blev gjort opmærksom på, at hun ikke måtte lyve i retten. Det vidste hun godt. Hun havde tidligere været politiafhørt to gange, hvor hun huskede en del detaljer omkring de tiltalte. Og havde dermed kunne udpege et billede til politiet af den person, som hun mente stod bag skyderiet. De detaljer kunne hun ikke længere huske og anklageren undrede sig over, at hun kunne glemme dem, da det krævede et indgående kendskab til personen for at kende dem.  Det var bl.a. kendskab til alvorlig sygdom og pasning af tiltaltes børn. Vidnet gik ud af retssalen uden at havde kigget på de pårørende én eneste gang.

Det afsluttende vidne er en god ven af de tiltalte og ifølge anklageren chauffør i en af bilerne, som kører gerningsmændene til stedet. Han ankommer til retssalen med skuldrene svingende, stor jakke og hætte over hovedet. Den bliver han bedt om at tage af i vidnestolen. Han skal tage stilling til, at hans hvide bil angiveligt ses på overvågningsbillederne. Det afviser han med, at bilen på billederne ikke at den samme type som hans. Det kunne man se på kofangeren. Han påstod derudover, han havde kørt rundt med en hund i bilen, men da overvågningsbillederne viser, at to maskerede mænd træder ud af bilen, smiler han skævt og siger, at han var sikker på, at han kørte rundt med en hund. De pårørende begynder at fnise.

Det bliver afsagt dom den 13. december 2018.

Indre forventningspres giver Cathrine angst og stress

Der gik et år fra de første symptomer til Cathrine søgte hjælp. Et enorm indre pres medførte, at hun næsten måtte droppe drømmen om Universitetet. Idéen om det perfekte liv fik hendes krop til at bukke under.

Af Mikkel Jensen

”Jeg sover ikke i de 48 timer på noget tidspunkt. Jeg er fuldstændig i panik og angst, jeg græder og ryster. Jeg kastede virkelig meget op, jeg kunne simpelthen ikke holde noget i mig”

Sådan lød beskrivelsen, da 23-årige Cathrine Bøgh skulle til eksamen i efteråret 2015. Cathrine var netop startet på historiestudiet på Aarhus Universitet og havde en hverdag, som lignede den gængse. Hun boede sammen med sin kæreste, havde masser af venner og var på papiret en glad ung pige. Men Cathrine var indadtil ikke helt som alle andre, fordi stress og angst begyndte at infiltrere det glade sind.

Et stigende problem

Flere unge mennesker føler sig i dag mere stresset end tidligere. Og det går især udover pigerne. I et studie af norske forskere konkluderer de, at en af de mest hyppige årsager er et forhøjet forventningspres.

I efteråret 2016 begyndte situationen at eskalere for Cathrine. I forbindelsen med en større opgave på studiet, begyndte hendes knude i maven at vokse. Opgaven fik langt større betydning, end den egentlig burde. Den blev symbolet på den videre adgangsbillet på Universitetet. En adgangsbillet der har været drømmen for Cathrine siden barndommen. Fordi hendes drøm har altid været at gå på Universitetet og klare sig godt. Og den drøm begyndte at smuldre mellem fingrene på hende. En af årsagerne til det var præstationsangst.

”Jeg er bange for, at jeg ikke kan præstere, at jeg ikke bliver færdig, og det ikke er godt nok. Jeg vil bare gerne vise, at jeg kan det her. Det var virkelig vigtigt for mig.”

Stress er et stigende problem herhjemme, for flere unge lider af mistrivsel. Forskellige undersøgelser viser, at andelen af unge mellem 16-24 år, der ofte føler stress, er steget gevaldigt de seneste 30 år. Helt op til 300.00 danskere lider af alvorlig stress.

De høje forventninger får overtaget

For Cathrine var det især forventningspresset til sig selv, som var medførende til den lavine, som skulle rulle ned over hende.

”Jeg har meget høje forventninger til mig selv, men det er ikke altid i overensstemmelse, med præstationerne. Jeg føler nogle gange, at det indre pres sætter et urealistisk billede, og man glemmer at være et menneske. Det var vigtigt for mig at have et arbejde, træne vildt meget og have nogle perfekte karakterer. Udadtil være så perfekt som muligt, men den facade krakelerer på et tidspunkt.

Sindet bliver vendt på vrangen

Glansbilledet krakelerede for første gang overfor hendes veninder på læsesalen i efteråret 2016. De spurgte nysgerrigt ind til Cathrine, fordi hun havde jo ikke været på læsesalen længe. Og uden at vide konkret hvorfor, bryder hun sammen. Fuldkommen sammen. Hun fortæller for første gang, at hun ikke hænger sammen, hun sover hele tiden og nogle gange helt til hendes kæreste kommer hjem kl 18. Veninderne trøster hende og håbet begynder at spire, men det er efterår, og det er dårligt vejr, så det dør hurtigt igen. Sådan kan humøret let svinge.

Vinteren indtræffer, og Cathrine skal til fødselsdag hos hendes mor. Forventningen er stadig at aflevere den store opgave i start januar. Men sindet er ikke kompakt, og det kan mærkes.

”Min mor har fødselsdag i november og jeg står derhjemme og kigger mig selv i spejlet nede på deres badeværelse, og så græder jeg bare. Min mor kommer og spørger, hvad der sker. Jeg svarer, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af den her opgave. Jeg synes ikke, at det jeg gør, er godt nok. Det kører i ring, fordi jeg ikke bruger nok tid på det, da jeg hele tiden er lav på energi.”

Sammen med sin mor kontaktede hun derefter for første gang sin læge og lavede også en tid hos en studievejleder. Det blev hurtigt konkluderet, at Cathrine led af stress og angst.

Cathrine skrev digte for at bekæmpe sin stress og angst

Målet blev ikke indfriet, opgaven blev ikke afleveret til fristen 3. januar 2017.

Der blev holdt ferie, men det er ikke følelsen af lettelse, der gik igennem kroppen på Cathrine. Fordi hun kunne ingenting føle.

”Til sidst kan jeg ikke mærke noget. Jeg har ingen følelser tilbage overfor folk. Jeg er tom. Jeg er ikke glad, men jeg ved, at jeg er ked af det, men jeg kan ikke mærke det. Der er bare ingenting.”

Kroppen gav yderligere efter i januar måned og hun blev angst for at være i hendes nye lejlighed, som ligger tæt på vestre ringgade i Aarhus, hvor bilerne suser forbi. Cathrine blev lydfølsom, og larmen af bilerne er med til at aktivere hendes angst.

”Jeg blev simpelthen bange, pulsen stiger, så pumper det hele bare rundt. Så det ender med, at jeg ikke kan være her.”

Trods hendes sygdom satser Cathrine forsat på at aflevere opgaven til næste frist i februar. Og selvom præstationsfrygten tynger hende, at det ikke længere det, som er afgørende. Det er frygten for at miste hendes veninder på studiet. Fordi hvis hun skulle gå et semester om, ville det betyde, at hendes veninder skulle forsætte det videre universitetsliv uden hende. Hun var bange for, at de skulle glemme hende.

Økonomi var endnu en byggeklods, der blev stablet på hendes angst. Hun var netop flyttet i ny lejlighed med hendes kæreste, og hvis hun gik på orlov, ville hun ikke være SU-berettiget. Det ville lægge et enorm økonomisk pres på dem. Og det kunne hun ikke bære.

Hun mødte derfor op til første undervisningstime. Men intet fungerede. Hun havde grædt inden, hun kunne ikke tage noter eller fokusere. Det blev hendes sidste time det semester.

Det endelige vendepunkt

Hun tog hjem derefter hjem til sine forældre de næste 3-4 måneder, hun skulle have hjælp til alt. Fra bad til mad. Hun gik til psykolog, hvor hun blev bedt om at skrive tanker omkring hendes sygdom og finde tilbage til nogle af de ting i hendes barndom, som gav hende glæde. Og med stor støtte fra familie, kæreste og venner begyndte det at vende.

Hun startede på studiet igen i september 2017, hvor hun startede på sin bacheloropgave. Den blev ikke afleveret til tiden, men den blev afleveret. Den kildenæreopgave er et forsat uafsluttet kapitel. Men hun er igen startet på fuldtid med tre fag på lige fod med sine medstuderende.

”Man skal være åben og turde snakke om det. Fordi jeg fandt ud af, at mennesker ikke ved, hvordan jeg har det, hvis jeg ikke siger det. Man har en idé om, at alle mennesker kan se på mig, at jeg er syg. Jeg havde også en idé om, når jeg kørte i bus, så kunne alle se, at jeg var syg. Men folk ved det ikke, før man siger det. Fordi du kan ikke se på folk, at de har stress eller angst.

Besparelserne rammer dansk kulturliv på sigt.

Omprioriteringsbidraget gør, at danske kulturhuse må afskedige medarbejdere. Det kan få konsekvenser for danskernes adgang til kulturarv ifølge Sektionsleder på Statens Avissamling Martin Lund.

Af Mikkel Jensen

Grå bygninger der dækker for horisonten, som er påklistret med enorme navneskilte, der fanger ens blik som gidsel. Alt i mens de tilbageværende grønne områder må lade livet. Fordi betonen skal til. Maskinerne banker store pæle i jorden, som er i gang med at skabe fremtiden. Fremtiden støbt i beton. Tangen er en typisk produktionsgade krydret med store IT-firmaer og konsulenthuse. Alle sammen fikseret på fremtiden.

Det er hér, det Kgl. Bibliotek ligger med Statens Avissamling. Og det er hér, der ligger flere hundrede års avismateriale. Alt fra aviser der beretter om slaget ved Dybbøl i 1864 til sidste uges Weekendavisen. Det er et sted, som trodser området og behandler fortiden. Det er stedets fornemmeste opgave at arkivere og digitalisere alle danske aviser, så forskere, studerende og alle interesserede kan læse aviserne. Det er også et sted, der er ramt af besparelser.

Omprioriteringsbidragets konsekvenser

Avisside fra Dagbladet, 1924. Foto: Mikkel Jensen

Martin byder med en afdæmpet mimik velkommen. Hans blik og kropsprog signalerer, at vi skal lede opmærksomheden mod de nærmest tonstunge bøger. Det er i hvert fald sådan øjnene beskriver dem. Bøgerne er fra 1924 og er et pejlemærke for stedets indhold.

Statens Avissamling er ligesom stort set alle institutioner under kulturministeriet ramt af omprioriteringsbidraget. Det vil sige, at de er fastlagt til at spare to procent hvert år. En plan, som blev ført ud i livet i 2015 og senere forlænget i 2018, så den nu gælder frem til 2022. Besparelserne vil ifølge Martin Lund kunne mærkes.

”I min afdeling er der én medarbejder, som er blevet afskediget. Og det kan vi godt mærke. Vi vil prøve at undgå, at det betyder serviceforringelser, men det kan blive svært.”

Den naturlige afgang

Duften af gammelt papir rammer næseborene, og Martin skyder brystkassen frem og stiger et par centimeter. Det er disse lokaler, hvor slægtsforskere og historikere får deres materialer. Humøret daler, da samtalen igen kommer på sporet af besparelserne. Martin fastholder, at de kan levere samme service. Arbejdsbyrden er bare en anden.

”Det kan sagtens være sådan, at der vil være medarbejdere som skal lave mere, end de allerede har gjort.”

Det er ikke noget, som bliver direkte diskuteret på den enkelte arbejdsplads, men det er noget som bliver diskuteret i de forskellige udvalg tilknyttet arbejdspladserne.

”Man er kommet frem til, at man skal forsøge at klare besparelserne ved naturlig afgang. Det vil sige ældre medarbejdere som går på pension eller efterløn, bliver ikke erstattet. Det er på den måde, man vil undgå fyringer, selvom de ikke kan undgås helt.

Fremtidsperspektiverne

Statens avissamling er en del af Det Kgl. Bibliotek, som ifølge Martin har været nødsaget til at afskedige mellem 30-40 medarbejdere i den periode, hvor omprioriteringsbidraget har eksisteret. Maskineriet kører stadigvæk rundt, men det er fremtidsperspektiverne, som får rynkerne frem.

”Det kommer an på, hvor længe de to procents besparelser skal forsætte. Det var i begyndelsen, kun fremlagt som nogle få år. Men det sidste jeg har hørt, meddeler, at der ikke er fastsat dato på, hvornår disse besparelser skal stoppe.”

Den største hovedpine for Martin er, at smertegrænsen snart er nået. Statens avissamling har en del faste udgifter, som man ikke kan skære ned på. Derfor er det primært lønningerne, der beskæres.

”Problemet med omprioriteringsbidraget er, at der findes mange områder, hvor der ikke kan beskæres. Vi har en del faste udgifter til bygningsdrift. Men ét af de steder, hvor man kan spare, er ved antallet af lønninger. Så det bliver svært at opretholde den samme service, hvis besparelserne forsætter.”

Ved spørgsmålet om hvorvidt dette kan skade danskerens adgang til kulturarv, er svaret klart.

”Resultatet kan helt klart blive, at servicen overfor borgerne bliver dårligere.”

Anslag: 3991
Korrektur af Svante

Thomas bryder med Indre Mission: De kunne ikke svare på mine kritiske spørgsmål.

22-årige Thomas Kring har for nyligt brudt med Indre Mission, da spørgsmålene fra hans side blev for mange, og svarene han fik for få. Han valgte at flytte til Aarhus, starte på DMJX og på den måde starte på en frisk. Her er hans fortælling om bruddet med hans tro.

Af Mikkel Jensen

Thomas kan stadigvæk ikke helt slippe tanken om himmel og helvede. 

Det med at bryde med noget, som er dybt indgroet i den person, vi er, er noget de færreste af os prøver. En sådan turbulens i livet er noget, som Thomas Kring har prøvet på egen krop. Thomas tog den barske beslutning at bryde med den tro, som havde været med ham i så mange år. Han valgte at gøre op med Indre Mission og kvitte tanken om én gud, der bestemmer det hele.

Ens tro flytter sig. Det skal den i hvert fald gøre, hvis man er en del af Indre Mission. Børnene bliver oplært i Jesus Kristus og i troen på gud. Børnene gør det egentlig mest i starten, da det er sådan, de er opdraget. Det hedder barnetro. Den tro skal flytte sig. Fra at være opdragelse til en overbevisning inde i sig selv der gør, at man føler sig overbevist om sit kristne fundament. Det var især den overgang som voldte Thomas problemer.

Thomas havde længe inden bruddet med Indre Mission forholdt sig kritisk til den læring han modtog. Stillede opklarende og kritiske spørgsmål. De spørgsmål var medførende til, at hans fundament af tro skrumpede. Thomas siger selv ”Den manglede tro gav flere spørgsmål, som gav en mindre tro og sådan fortsatte det.”

Israel skulle blive landet, hvor Thomas’ tvivl skulle få overtaget. Israel er et land, hvor religion har en central rolle. Mange forskellige grene af religioner mødes, og for nogen kan det betyde en udvidet horisont. Det var netop dét, som der skete for Thomas. En rejse for to et halvt år siden medførte, at de kritiske tanker ikke kunne holdes tilbage. Det var mødet med andre religioner, der for alvor ændrede opfattelsen.

Det var mødet med forskellige religioner, som alle mente det samme. At de havde den rigtige gud og den endelige sandhed. En fortælling som Thomas også kunne nikke genkendende til fra sin egen religion. For som Thomas siger, ” De mente alle, at de havde sandheden, hvorfor var det så lige mig og min religion, som skulle have de rigtige svar? Hvorfor skulle der kun findes én gud? Og hvorfor skulle det lige være den, som jeg troede på, der var den rigtige?”. Det var sådanne tanker, som virkelig gjorde Thomas i tvivl, og i sidste ende gjorde, at han brød med Indre Mission. Kort efter hans tre måneder i Israel flyttede Thomas hjemmefra og væk fra de kristne traditioner. Det gav muligheden for et frisk pust og en ny begyndelse.

Mødet med den anden side kan være svært. Det er i hvert fald den fortælling, som Thomas er blevet givet i hans opdragelse. Thomas har gået på kristent friskole- og gymnasium, og har derfor altid opholdt sig i kristne kredse. Kredse der fortæller en historie om, at dem som ikke er en del af det kristne fælleskab, ikke er gode mennesker. Thomas fik af vide, at det var ”Mennesker som stjæler, ikke elsker hinanden osv.” Det var dog en helt anden virkelighed, som skulle møde Thomas. Ifølge Thomas er der en generel verdensopfattelse ”som gør, at man i højere grad accepterer, at du tror på det der, og jeg tror på det her, og det er fair nok. ” Han blev derfor ikke mødt af ondsindede mennesker, men af mennesker som accepterer ham, som den han er.

Tvivl er en af de ting, som alle mennesker går igennem. Tog man nu det rigtige valg? Sådanne bekymringer, er man naturligvis ikke fritaget for, når man bryder med noget så essentielt som den tro, der har fulgt en hele sit liv. De spørgsmål, som tynger Thomas mest, er, hvad hvis nu de har ret? Hvad nu hvis der findes et helvede? Sådanne tanker slipper man ikke bare lige, når man har fået fortalt historien hver dag i hele sin opvækst. Det er en del af hans DNA. Derfor vil han heller ikke afskrive sin tro helt. Opfordringen fra Thomas lyder på “Mennesket skal i højere grad tænke på, hvad de synes, der er det rigtige”. Hvis kristendommen er det rigtige for en, skal man følge det. Men lige nu kan Thomas ikke tro på, at kristendommen er det rigtige for ham.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.